Pressemeddelelse: Joyful Noise synger julen ind med gospel

PRESSEMEDDELELSE

Joyful Noise synger julen ind med gospel

Det glade gospelkor, Joyful Noise, synger atter julen ind i Solrød Strandkirke. Traditionen tro holder koret to julekoncerter: den ene med pianist den 10. december kl. 19.30 og den anden med et 3-mands stort band den 15. december kl. 15.00.

Koret, der tæller mere end 60 medlemmer, synger både traditionelle og nye julesange, både swingende gospel og mere stille ballader. Korets musikalske leder, Peter Bernhard, dirigerer entusiastisk som altid. Der bliver også mulighed for publikum at synge med på fællessange.

Begge koncerter plejer at være meget velbesøgte. "Vi ser frem til nogle stemningsfulde og glade koncerter", siger Peter Bernhard. "Julekoncerterne er altid noget helt særligt for os, og vi glæder os til at bringe den glæde, vi selv har ved at synge, ud til publikum".

Koncerterne er gratis, og man kan købe kaffe og kage i pausen for 35 kr. Der er også mulighed for at købe lodder til amerikansk lotteri med flotte præmier. Overskuddet går til korets aktiviteter.

Hvis du selv har lyst til at synge med i det populære gospelkor, kan du kontakte koret på Facebook på Gospelkoret Joyful Noise eller via korets hjemmeside, www.joyfulnoise.dk.

Joyful Noise kommer også gerne og synger til din næste fest, firmaevent eller andet. Skriv til koret eller ring på 21 17 08 74.


46496097_2239500292971371_4643861838939815936_ojpg