Pressemeddelelse: Gospelkoret Joyful Noise sang, så det svingede i Rumænien

Pressemeddelelse: 11. oktober 2019

Wow – det blev en helt igennem forrygende korrejse for Joyful Noise i Rumænien den 25. til 30. september 2019, hvor 36 kormedlemmer (godt halvdelen af koret) tog på en lille tourné. Det danske kor gav rumænerne en smagsprøve på glad og svingende gospel.

 

Korets tidligere formand, Søren Jensen, som nu er Danmarks ambassadør i Rumænien, stod klar til at tage imod Joyful Noise. Den danske ambassade havde virkelig gjort alt for at lave et spændende, tætpakket program som led i ambassadens indsats for dansk-rumænsk samarbejde og kulturudveksling.

 

Fire forrygende koncerter
Det blev til tre koncerter i Bukarest: på Universul Palace, på den danske ambassade og i den katolske kirke Baratiei Church sammen med det fantastiske rumænske kor Sound Choir. Den fjerde koncert blev holdt i Sinaia på det tidligere kongeslot Peleș Castle i slottets flotte koncertsal. Koncerterne blev ledet af korets altid energiske dirigent Peter Bernhard samt dygtige pianist Kasper Daugaard.

 

Korsang giver demokrati
Ved koncerterne blev Joyful Noise introduceret af ambassadør Søren Jensen, som påpegede, hvordan en fritidsaktivitet som at synge i et kor bidrager til det danske demokrati. "For mange mennesker er fritidsaktiviteter en søjle i deres liv – ligesom familie, arbejdsliv og venner. I fritidsaktiviteten møder man nye og forskellige mennesker. Man lærer kunsten at vise tolerance og respekt og indgå kompromis. Disse lektioner er nøglen til, at vores demokrati fungerer", udtalte ambassadøren, som også selv kom med på scenen og sang et par af sangene sammen med Joyful Noise.

 

Flashmob i JYSK
Ud over koncerterne blev der også tid til sightseeing, blandt andet besøg i Parlamentet, det rumænske Athenæum samt den smukke gamle bydel i Bukarest. Masser af hygge og et par flashmobs blev det også til, blandt andet i en af de mange butikker, som JYSK har åbnet i Rumænien.

 

Joyful Noise sender et stort og hjerteligt tak til JYSK i Rumænien, den danske ambassade og til alle andre, der har været med til at gøre denne spændende korrejse mulig. Nye venskaber blev knyttet – og vi håber, at vi kan mødes med det rumænske kor Sound Choir igen. Det hele var en "kæmpe én på opleveren", som vi gerne gør om igen!

 

Hvis du vil læse mere om det livsglade gospelkor, klik ind på www.joyfulnoise.dk eller på korets Facebookside "Gospelkoret Joyful Noise". Koret holder til i Solrød Strandkirke hver mandag kl. 19.00 - 21.30. Kom og vær med i koret – vi mangler især et par ekstra herrer i basgruppen. Kig også gerne forbi til vores koncerter og bliv 'glad i låget'.

 

Kommende koncerter: Julekoncert med pianist den 9/12 kl. 19.30 og julekoncert med band den 14/12 kl. 15.00. Begge koncerter foregår i Solrød Strandkirke. Gratis adgang.



Se nogle af de skønne nye videoer på vores playliste på YouTube


IMG_5228_DanishEmbassy_cropjpg

IMG_5319_RomanianSoundChoirjpg