Pressemeddelelse: Joyful Noise afslutter forårssæsonen med hele to sommerkoncerter

PRESSEMEDDELELSE

Solrød Strand den 24. maj 2023

Joyful Noise afslutter forårssæsonen med hele to sommerkoncerter

Gospelkoret Joyful Noise sætter et stort punktum for en forrygende sæson med hele to sommerkoncerter i år. Koret plejer at holde en enkelt sommerkoncert, men koncerterne er altid et kæmpe tilløbsstykke, så for at sikre, at alle, der har lyst, får muligheden for at opleve den fantastiske stemning og de medrivende sange, prøver koret som noget nyt at holde to koncerter. De afholdes lørdag den 10. juni kl. 15.00 og mandag den 12. juni kl. 19.00, begge i Solrød Strandkirke. Koncerterne er gratis, og som altid er der mulighed for at købe lodder og kaffe og kage i pausen.
Koret har haft en forrygende sæson. De har sunget ved 9 konfirmationer i Solrød Strandkirke her i foråret og deltog i Tivoli Gospel Festival i april. Tidligere i år sang de ved kyndelmissegudstjeneste i Solrød Strandkirke, og også i efteråret havde koret travlt med koncerter blandt andet ved et arrangement for Kræftens Bekæmpelse og til Havdrup Høstfest og arrangerede desuden en workshop på Solrød Bibliotek og Kulturhus, hvor alle kunne komme og prøve at synge gospel.
Joyful Noise består i øjeblikket af ca. 50 sangere fordelt på tre stemmegrupper. Koret er glade for at have fået flere nye medlemmer i år, men vil gerne have endnu flere. Hvis du har lyst til være med i koret, så kom, når Joyful Noise starter op igen efter sommerferien den 21. august kl. 19.00 i Solrød Strandkirke og se, om det er noget for dig. Koret øver hver mandag i Solrød Strandkirke fra kl. 19.00 til 21.30 under ledelse af dirigent Peter Bernhard og med pianist Christian Asmussen.
Korets dirigent Peter Bernhard siger: "Du behøver ikke at kunne noder eller have musikalsk erfaring for at synge i Joyful Noise, men du skal selvfølgelig elske at synge. Ud over masser af sang byder vores øveaftener på træning af stemmen, vejrtrækningsøvelser og sangteknikker. Vi lægger vægt på at blive rigtig dygtige, samtidig med at vi har det sjovt."
Hvis du vil høre mere, kan du skrive til koret på mail: joyful@joyfulnoise.dk. Du kan også finde mere information om koret på www.joyfulnoise.dk og på korets Facebookside, Gospelkoret Joyful Noise.